Bekjennelser fra 1932

Hva er det læstadianerne tror, lærer og lever på?

SVAR:¹⁾

Herr professor Oluf Kolsrud, adr. Krusesgt. 3/11, Oslo.

I anledning av Deres ærbødige skrivelse av 12te des. 1931 til R. Reiersen, Sørkjosen, hvilken skrivelse er os oversendt til besvarelse, fremkommer vi undertegnede predikanter blandt de såkaldte læstadianere i Troms fylke med vor redegjørelse om vor tro og lære, i det håb at redegjørelsen offentliggjøres i "Norwegia Sacra" for inneværande år, som tilsvar til P. C. Astrups avhandling i denne årsbok for 1928 – bidrag til Finnmarkens kirkehistorie –.
    Først bemerker vi at Lars Levi Læstadius, som er den læstadianske bevegelsens opphavsmand, var sogneprest og prost i den svenske statskirke helt til sin død i 1861. Det fremgår klart av hans skrifter – man har ikke mindre end 3 – tre – postilutgaver av ham – hvor han behandler den svenske kirkes forordnede tekster at han holder urokkelig fast ved den evangelisk-lutherske kirkes bekjendelsesskrifter i henhold til sin avlagte presteed og indre overbevisning.
    I en prediken på 2den søndag i advent 1843 i domkirken, i Hernösand siger han: "det har virkelig hendt, og kan hende endnu engang at nogle utsendte svarte ånder fra avgrunden kunne indbilde menneskene at Bibelen og alt hvad der står, er bare fabler og presteløgne. Tag bare bommen eller holdhaken, eller den ytre bekjendelse bort og du skal få se at menneskene blir så vilde at de slakter hverandre som kreatur, at djævelen grasserer blandt menneskene på lyse dagen."
    Dernest bemerker vi at vi personlig har hørt flere av de predikanter, som prost Læstadius udsendte og vi har vært sammen med dem på prædikereiser i mange år. I sin forkyndeise av Ordet vek heller ikke de fra kirkens bekjendelse og bestående kirkeorden.
    Som norske borgere bekjender også vi os til statens offentlige religion, og efter vort lands grundlov er vi forpliktede til å opdrage vore børn i samme, derav følger at vi med glæde og takk til Gud for denne arv fra vore fædre deltager i den offentlige gudstjeneste og skole som vor kjære konge har forordnet. Efter evne samarbeider vi med kirkens tjenere, vi har endog ladet vort av egne midler opførte bedehus på Skibotn innvie til kirkekapell. Skulle vi da utarbeide et bekjendelsesskrift som kort og klart siger hva vi tror, lærer og lever på, da måtte vi optrykke eller avskrive den evangelisk lutherske kirkes bekjendelsesskrifter og føie til kun disse ord: "Dette er vor bekjendelse – dette er vor lære og tro – i den vil vi leve og dø". Norwegia Sacra's læsere forutsettes at kjende disse skrifter som vi har i Konkordieboken utgitt av C. P. Kaspari og Gisle Johnson hvori de tre sidste symboler tilligemed de Augsburgske artikler ere indtagne.
    Av det anførte er det klart at vi tror at der er et guddommeligt, evigt væsen som både kaldes og er Gud, evig, udelelig, av uendelig magt, visdom og godhet – alle tings skaber, så som det berettes på det første blad i Bibelen, i tre personer av samme væsen og makt: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror og lærer at den som vil bli salig må tænke således om Gud.
    Vi forkaster den lære om Gud, at Gud og naturen er to navne på samme ting, og som negter Kristi guddom i likhet med den svermer Muhamed, der også lærte at Kristus blot var et menneske. Likeså forkaster vi alle fornektere av treenigheten og alle retninger som bruker ugudelige talemåter om Ordet og siger at: Ånden er den i skabningen nedlagte rørelse.
    Om arvesynden tror, lærer og bekjender vi, at efter Adams fald er alle mennesker som fødes på naturlig måte, født med synd – det er: uten gudsfrykt, uten tillit til Gud og med ond begjærlighet, samt at denne sykdom eller arvelige brøst er virkelig synd, som fordømmer og påfører også nu dem den evige død som ikke gjenfødes ved dåpen og den Helligånd.
    Vi forkaster alle der nækte at den arvelige brøst er synd og forat røve Kristi fortjeneste og velgjerning æren, påstå at mennesket ved fornuften kan blive retferdig for Gud.
    Om dåben lærer vi at den er nødvendig til salighed og at gjennom dåben tilbydes Guds nåde og at børn skulle døbes for at de ved dåben overantvordede til Gud skulle av Ham annammes til nåde. Prost Læstadius siger i året 1852, første søndag efter nyår i den 3die postilutgave: "Av dagens hellige evangelium ser vi at Jesus var døbt av Johannes i Jordans flod. Jesus behøvde ikke renselse eller dåben, thi Han var født ren, men Han viser alligevel at dåben er en hellig handling og nådegjerning som intet menneske kan forandre eller tilintetgjøre. Men menneskenes børn er ikke født rene, derfor trenger de dåben eller gjenfødelsens bad, hvorved Faderen renser dem fra den uterlighed og urenhed som følger med fra moders liv. Når barnet således er renset i det første bad, ser Faderen at det er rent, ikke bare bak Ørene men også under armene". – På Maria bebudelsesdag i den 2nen postilutgave siger han: "Jesus har trolovet eder til sin brud allerede i dåben", videre siger han på Mikelidagen i den 3die postille: "Et nyfødt barn kan fødes på ny uden smerte formedelst den forløsning som er i Kristus Jesus, thi barnet har ikke gjørlig synd men kun arvesynden".
    Om retferdiggjørelsen tror og lærer vi likeledes som skrevet står, at menneskene ikke kunne blive retferdiggjort for Gud ved egne krefter, fortjenester eller gjerninger, men at de retferdiggjøres uforskyldt, formedelst Kristum ved troen, når de tror at de blive tagne til nåde og at syndene forlades dem for Kristi skyld, som ved sin død har fyldestgjort for den arvelige skyld og for alle menneskers gjørlige synder. For at vi skal komme til denne tro, er det embede at lære evangeliet og meddele sakramentene indstiftet, thi ved Ordet og sakramentene som midler gives den Helligånd hvilken hvor og når det behager Gud, virker troen i dem som høre evangeliet.
    Vi forkaster alle retninger som mene at den Helligånd bliver menneskene tildelt uden det utvortes ord, ved deres egen beredelse og gjerning. Og om den nye lydighet i helliggjørelsen lærer vi at denne tro skal bære frukter, og at vi bør gjøre gode, av Gud befalede gjerninger, fordi Gud så vil.
    Om kirken ligeså, at en hellig kirke vil bestandig vedblive. Men kirken er de helliges forsamling i hvilken evangeliet rettelig forkyndes og sakramentene rettelig forvaltes. Og til kirkens sande enhed er det nok at man stemmer overens om evangeliets lære og sakramentenes forvaltning, derimot er det ikke nødvendigt at der overalt er de samme av mennesker indstiftede kirkeskikke eller ceremonier. Likesom Paulus lærer: "Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader osv." Hvad kirken er (8de art): Hvorvel kirken egentlig er de helliges, og i sandhed, troendes forsamling, er det dog (eftersom i dette liv mange hyklere og onde ere i sammenblandede) tilladt at bruge sakramentene om disse end forvaltes av onde, efter Kristi ord: "På Mose stol sidder de skriftkloge og fariseerne". Og sakramentene og Ordet ere på grund av Kristi indstiftelse og befaling kraftige om de også meddeles av onde.
    Vi har forøvrigt troet og lært og holdt os til alle artikler i den Augsburgske konfesion eller bekjendelse. Således også artiklen om skriftemålet, at den private avløsning bør beholdes i menighetene – endskjønt det ikke er nødvendigt i skriftemålet at opregne alle synder, hvilket er umulig efter Sal. 19,13: "Hvo merker overtredelsene".
    Likeså om boten, at de, som efter sin dåb er faldne i synd kunne erholde syndernes forladelse når som helst de omvender seg, og at kirken skal meddele dem avløsning, som således igjen kommer til omvendelse og bot. Likeså hva skrevet står om de borgerlige forholde. Om Kristi gjenkomst til dom og det evige liv. Vi henleder særskildt opmerksomheden på de Schmalkaldiske artikler, 8de artikkel, om skriftemålet, hvor Luther lærer at kirken endelig for alle ting ikke må lade skriftemålet eller avløsningen gå av bruk, og at man blive fast ved: at Gud ikke giver nogen sin Ånd eller nåde uten det utvortes ord, på det må vi bevare oss fra svermere som roser sig av å ha Ånden uten og før Ordet, tyde og tøie det efter eget behag, som den gjendøberske svermer Mønser i bondeoprøret på reformasjonens tid gjorde.
    Vi refererer Luthers ord: "Dette ere de artikler, ved hvilke jeg må og vil blive stående til min død – om Gud så vil – og jeg vet intet deri at forandre eller eftergive, men vil nogen give noget efter, han gjøre det på eget ansvar". Vi gjør disse ord til vore, og føier til: Godt er det at folket i vort frie land samles om Ordet, ikke bare ved offentlige gudstjenester, men også ved opbyggelser og husandakter, og således også nyter brødres inbyrdes samtale og trøst, men ak, hvor mange av leg og lærd kjenner virkelig evangeliet som Guds kraft? Hvor mange vet om hvad vort lutherske evangelium forplikter til? Og endnu færre vet om vidnesbyrdet for evangeliet i liv og ord, det kan synes eiendommeligt at fremholde dette. Men vi er blitt var, at trange tider for evangelisk-luthersk kristendom forestår mere end før. Vi erfarer også i vor tid hvad Paulus forut siger de ældste i Efesus: "av eder selv skulle opstå mænd, som skulde tale forvendte ting, forat drage disiple efter sig". Således er også av denne såkaldte Læstadianske kristendom opstått flere partier, som avviker fra denne tro, lære og bekjendelse, som vi her have offentlig fremholdt og som vi fra begyndelsen av vor kristendom have annammet, og ved Guds nåde vil trofast vedblive i inntil vor død.
    Norske kirkes biskoper og prester! Vil I opta kamp mod alle som undergraver kirken? Vil I forsvare den lutherske arv, tro og bekjendelse – bære den byrde, lide den lidelse, gjøre det offer som troskampen mod evangeliet fører med sig? – Eller vil I se eder selv og eders tilhørere at omkomme i en falsk fred?
    Hjælp oss, kjære Herre Gud! Amen.

Skibotn i februar 1932.

Erik Johnsen, Lyngen.
Nils Larsen, Nymoen, Skjervøy. ²⁾
Erik Eriksen, Lyngen. ⁴⁾
Mikkel Mikkelsen, Birtavarre, Lyngen ³⁾
Nils Mikkelsen, Burfjord, Kvænangen. ⁵⁾

    1) Norvegia Sacra XIV, 1934, s. 86-92. Artikkelen er polemisk rettet mot P. Astrup: Læstadianismens særpreg. Bidrag til Finnmarkens kirkehistorie V. - Norvegia Sacra VIII, 1928, s. 155-170.
    2) Nils Larsen: Småbr., fisker, Nymoen, Lauksund, f. 17.8.1860 i Reinfjord, d. 22.12.1941. Gift 19.9.1893 med Beret Kristine Johansdtr., f. 1875 på Spildra. Gift 2. g. med Birgit, f. i Lødingen. Samlingsholder i Lauksund og tolk fra 1890-årene av. Utsendingspredikant. Reiste mye som reisekamerat for Erik Johnsen, Manndalen. En "lærdomspredikant". KSv saml.
    3) Mikkel Mikkelsen: Saml.holder, predikant i Birtavarre. Småbr., fisker, f. 9.3.1869, Oldervold, Skattvoll i Birtavarre, d. 1938. Gift 1. g. med Berit (fra Pollen), 2. g. 14.9.1900 med Elen Maria f. Monsen, f. 9.6.1878 i Kåfjorddalen. Leser fra omkr. 1890. Utsendt første gang fra Skibotn 1896. KSv saml.
    4) Erik Eriksen: Småbr., fisker, Manndalen. Sønn av Erik Johnsen. Predikant, f. 19.9.1873 (Dalen), d. 10.2.1958. Reisekamerat for sin far fra 1890-årene. Predikant fra omkr. 1910 (?). Gift 1. g. 4.10.1901 med Beret Olsen, f. 10.4.1870, d. 10.1.1930. Gift 2. g. 8.10.1931 med Alida Olsen, f. 7.9.1905. RIa 136. KSv saml.
    5) Nils Mikkelsen: Småbr., fisker. Predikant, f. 12.3.1874 (Bugtenes, Burfjord), d. 18.4.1961. Gift 29.10.1906 med Inger Anna Karoline Aslaksdtr., f. 2.7.1881, d. 19.2.1967. Predikant fra omkr. .1910 (?). En "lærdomspredikant". KSv saml.