| Ma | Ti | On | To | Fr | |||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
14 | 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
15 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
16 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 |
17 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 |
18 | 29 | 30 |
Luthersk ord om Kristi Himmelfartsdag
En liten innledning til Luthersk utleggelse på Kristi Himmelfartsdag
Mark 16, 14-20
v14 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v15 Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«v19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. v20 Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Markus sammenfatter i dette evangelium med få ord alt, hvad Kristus har gjort efter sin opstandelse indtil 40 dage efter, da han opfor til Himlen. Kristus har altså ikke talt alt dette på én gang eller i én og samme time. Derfor har nogle også næret tvivl ved dette kapitel, om det nemlig forholdt sig helt rigtigt med det, fordi det ikke synes at stemme overens med de andre og lyder, som om begge disse ting skete samme gang, nemlig, at Herren straffer disciplene for deres vantro, og at han giver dem befaling om, hvad de skal prædike. De andre evangelister fortæller mellem disse ting meget mere, hvordan han åbenbarede sig for alle disciplene ikke én gang, men ofte, og i de 40 dage spiste og drak med dem, så de ikke længere kunne drage hans opstandelse i tvivl. Derfor må man efter de andre evangelister dele og adskille disse to stykker, som er sammenfattet kort her. For det, at han straffede disciplene, skete ikke længe efter hans opstandelse, nemlig fra første påskedag til den ottende, da alle havde set ham, og han havde befalet dem at møde ham på et bjerg, hvor han ville fare op til Himlen og hvor han tog afsked med dem.
Derved at han nu straffer disciplene for deres vantro og hjerters hårdhed, tillægges dem en ikke ringe svaghed, da de ikke alene har været vantro, men også stivsindet og hårdnakket, så de endog havde sat sig imod og bestridt det, som de havde hørt og andre set, nemlig at Herren var opstanden. Men tillige viser sig også her Kristi store tålmodighed eller sagtmodighed imod sådanne, som ikke alene har været vantro, men også stivsindet og ikke har villet tro. Han forskyder eller foragter dem ikke for denne sags skyld, men har tålmodighed med dem og gør dem oven i købet til prædikanter om det, som de hidtil selv ikke har troet, for at deres vidnesbyrd just derved skulle blive desto kraftigere. For de skulle også selv erfare det, og det måtte også gå dem sådan, at de kom til at prædike ikke alene for uvidende og vantro, men også for hårde hjerter og forfølgere. De skulle også af egen erfaring lære at have tålmodighed med andre, som også ville blive hårde. Dog ikke med dem, som med frækhed og af lutter ondskab raser mod den åbenbare sandhed.